Jeg har tænkt en del over hvorfor jeg ikke får opdateret min blog mere end jeg gør på det sidste.
Jeg har altid tænkt at jeg har blogget for min egen skyld, fordi jeg synes det er sjovt og at jeg elsker og gå tilbage og kigge i gamle indlæg uger, måneder og endnu år efter. Men passer det nu alligevel?
Grunden til at jeg er begyndt at tænke over det her egentlig en kommentar fra Emma mens vi snakkede om noget helt andet, nemlig "Jamen hvis du blogger for dig selv, så burde det jo ikke være så svært"
Problemet er bare at det er svært, og et eller andet sted synes jeg det er så underlig en ting at sige og endnu mere at tænke.
For et stykke tid siden så jeg en dokumentar på DR2 omkring facebook og andre sociale mediers indvirker på det moderne samfund og det der for mange er et konstant behov for at være online, med og "oppe på beatet" som de unge sikkert siger.
Dokumentaren fremtvang en egentlig ret træls refleksion. På den ene side føler jeg mig glad for min uafhængighed af eksempelvis min mobiltelefelefon, jeg har altid været glad for ikke at finde det nødvendigt at tjekke den hele tiden, men jeg har på den ret trælse fornemmelse at jeg ikke tjekker min telefon fordi jeg ikke vil i kontakte med omverdenen. hvilket DR2 dokumentaren fik sat i perspektiv for mig.
Nu tænker du nok, hvis der da overhovedet er nogen der læser med "Jamen Kristine, hvad har det at gøre med din blog, og hvorfor skal jeg læse dit borderline stressrelaterede new age crap?"
Det skal du, men endnu mere skal ke skrive det her indlæg for mig selv fordi jeg skrev den overstående imaginære samtale med en læser der måske slet ikke er der.
Jeg vil rigtig gerne bruge min blog til at uploade billeder, fortælle om rejser og de søde søde vidunderlige venner jeg har, jeg vil anmelde bøger og film og tegneserier, og det er her filmen måske knækker en smule, pludselig er min blog et ansvar.
Selvprofelering online er på ingen måde noget nyt, for digitale indfødte (eller hvad der i fagtermer er blevet omdøbt til generation X, 'eeyk) er det fuldstændig naturligt, men det er her det bliver itimiderende.
Jeg vil gerne ses som en der er klog, interessant, spændende og værd at bruge tid på og det er jeg, som så mange andre, nogengange bange for at jeg ikke er.
Det jeg allerhelst vil bruge min blog til er medieformidling, et sted at reflektere over mit litteraturforbrug og jeg tror at Itsjustmargret på youtube har defineret mit ubehag ved at gøre det jeg allerhelst vil rigtig fint i ordene
"I'm afraid to talk about books because I'm afraid I have no original thoughts on my own"
Jeg har været skrøbelig i det her blogindlæg, men nogengange er det nødvendigt, måske bliver det her godt og jeg rejser mig fra mit neurotiske selvoptagede billede som fuglfønix a la Stinestregen eller Anne Bredal, måske ikke.
En gang imellem er der dog ting der skal siges, lad os håbe at det her var en af de gange det var er godt valg. Ud i internettets tomrum med dig bette blogindlæg
